MIN KOK gør arbejdet – få gæster uden stress
Beskrivelse
At have gæster er en rodfæstet social aktivitet, der samler mennesker i gode fællesskaber. For mange ældre og fysisk handicappede kan det dog blive uoverskueligt at købe ind, lave mad og dække bord. MIN KOK er en idé, hvor frivillige, der elsker at lave mad og hjælpe andre, tilbyder at tilberede og servere en ’gæstemiddag’ efter værtens ønsker.
Med MIN KOK kan ældre og handicappede igen invitere gæster til et smukt og veltillavet måltid. Gæsterne træder ind i et hjem, der dufter af mad, med et smukt dækket bord og en afslappet vært, der kan koncentrere sig om samværet. Dette initiativ skaber mulighed for at bevare og styrke de fællesskaber, som ellers kan udtyndes med alderen.
Kom og hør mere om, hvordan du eller en, du kender, kan få glæde af MIN KOK.
Arrangør: Socialpolitisk Forum